Med ærlighed, ressourcebevidsthed og ansvarlighed over for forbrugeren har det været Ole Palsbys ærinde at tilføre os kvalitet i hverdagen; at skabe formgivning til mennesker ved at overføre brugervenligheden fra det professionelle køkken til huskokkene i hjemmet.
Det gælder om at nå dertil i formgivningen, hvor man hverken kan fjerne eller tilføje. Produkterne må i Ole Palsbys øjne ikke stjæle opmærksomheden fra mad og drikke, men skal lade disse komme til orde visuelt, duft- og formmæssigt. For det er madlavningen, måltidet og bordet, som står i centrum, når Ole Palsby formgiver vores redskaber.
Ole Palsby har hentet meget af sin inspiration i Japan og zen-filosofien, der har dannet hans grundsyn indenfor formgivning:
”Den samlede oplevelse dannes ligeværdigt af alle sanser - for øje, mund, næse, øre og hånd”, og vist vejen til hans formgivningsmål: ”At formgive redskaberne til køkken og bord, så de bliver en integreret del af tilberedningen såvel som af selve måltidet”.